Midt- og Vestjyllands Politi er i øjeblikket til stede ved Rasmus Paludans hus i Rødkærsbro, hvor de undersøger et mistænkeligt forhold.

Det oplyser Rasmus Paludan til B.T., ligesom politikredsen på Twitter bekræfter, at de til stede ved en adresse i byen.

Her skriver de:

'Vi er lige nu til stede på en adresse i Rødkærsbro. Vi er i gang med at spærre af på grund af et mistænkeligt forhold,' skriver de og tilføjer:

Foto: Mathias Øgendal - presse-fotos.dk
Vis mere

'Ingen er umiddelbart kommet til skade, og der er ingen fare for omkringboende. Vi beder folk holde sig væk fra området, så vi har arbejdsro.'

Rasmus Paludan fortæller selv til B.T., at han har modtaget en pakke, som man lige nu er i færd med at undersøge. Det mistænkes, at den indeholder giftstoffer, og derfor er han nu isoleret sammen med sine livvagter.

»Jeg har jo et hus i Vestjylland, og der har jeg modtaget en pakke, som måske indeholder noget, den ikke skal. Der er en risiko for, at den indeholder giftstoffer eller andet, og man frygter, at vi har fået noget af det på os,« siger han til B.T.

Ifølge partistifteren indeholdt pakken forskellige væsker, og der stod ikke beskrevet, hvad der var tale om.

»Det er en pakke, som jeg ikke selv har bestilt, og der stod ikke beskrevet, hvad det var for nogle væsker.«

Han understreger dog, at han, som det ser ud lige nu, har det fint.

Midt- og Vestjyllands Politi har oplyst kort før klokken 19.00, at pakken har vist sig at  være ufarlig.

»Vi kender ikke motivet bag, at denne pakke er sendt til den pågældende, men det er selvfølgelig noget af det, vores efterforskning nu skal klarlægge,« siger vicepolitiinspektør Sune Espersen fra Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.