Sydøstjyllands Politi undersøger i øjeblikket et mistænkeligt forhold i Horsens.

Natten til tirsdag modtog politikredsen nemlig en anmeldelse om, at en 50-årig kvinde var fundet død på sin bopæl i byen.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse:

»De foreløbige undersøgelser har ikke umiddelbart kunnet fastlægge dødsårsag eller hændelsesforløbet, hvorfor dødsfaldet nu behandles som mistænkeligt,« oplyser politiet.

Derfor er tekniske efterforskere, hundeførere og en retsmediciner nu i gang med at foretage yderligere undersøgelser på og omkring findestedet.

Senere vil der også blive foretaget en obduktion af den afdøde kvinde for at finde frem til dødsårsagen.

»Sydøstjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke flere oplysninger i sagen, der kan deles med offentligheden,« oplyser Sydøstjyllands Politi.

De pårørende til den 50-årige kvinde er blevet underrettet.

B.T. følger sagen.

Andre læser også