Det er endnu mange uklare omstændigheder omkring fundet af en død kvinde i den fynske by Nyborg.

Den 52-årige kvinde blev lørdag fundet død i en bolig i Åparken, og siden har politiet efterforsket sagen som 'et mistænkeligt dødsfald'.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Tidligt søndag morgen oplyser Fyns Politi på Twitter, at kvinden skal obduceres søndag formiddag, for at man kan finde dødsårsagen.

Samtidig har det endnu ikke været muligt at afhøre den jævnaldrende mand, der efterfølgende blev anholdt i sagen:

»Der er dog så mange uklare omstændigheder, at manden formentlig vil blive fremstillet i grundlovsforhør senere i dag,« oplyser politikredsen.

Af hensyn til den videre efterforskning i sagen vil anklagemyndigheden anmode om, at dørene bliver lukket til grundlovsforhøret.

Derfor kan politikredsen ikke oplyse yderligere om sagen på nuværende tidspunkt, lyder det i et tweet.

Fyns Politi var lørdag aften massivt til stede i området i Nyborg med retsmediciner, kriminaltekniker og hundepatruljer.

»Vi har spærret området af, mens vi arbejder på at finde ud af, om der er foregået noget kriminelt,« lød det lørdag aften fra vagtchefen, Thomas Bentsen.

Samtidig forklarede vagtchefen lørdag aften, at politiet endnu ikke ved, om der var en relation mellem den anholdte og den afdøde.

Fyns Politi modtog anmeldelsen lørdag klokken 16.55.