Politiet undersøger et mistænkeligt dødsfald i byen Erritsø syd for Fredericia.

Torsdag blev 58-årig mand fundet død i sin villa i Ekkodalen i byen Erritsø.

Politiet betragter dødsfaldet som mistænkeligt, og er nu i færd med at afdække, om der er tale om et drab.

»Vi er fortsat derude og efterforsker,« siger vicepolitiinspektør, Frede Nissen fra Sydøstjyllands Politi.

Tekniske efterforskere, hundeførere og en retsmediciner og i gang med at foretage undersøgelser på og omkring findestedet.

Politiet efterlyser fortsat vidner i sagen.

»Hvis der er folk der har set noget mistænkeligt derude fra i går morges og frem til i dag ved otte-nitiden, må de meget gerne henvende sig,« siger Frede Nissen.

Der vil senere blive gennemført en obduktion af den afdøde med henblik på at fastslå dødsårsagen.

Dermed vil der også blive kastet lys over, hvorvidt den 58-årige er blevet udsat for en forbrydelse.