Politiet undersøger kemisk lugt i lejlighedsopgang i Esbjerg
Politiet ved endnu ikke, hvad den kemiske lugt skyldes, men mener, at det kan stamme fra rengøringsmidler.
Politiet ved endnu ikke, hvad den kemiske lugt skyldes, men mener, at det kan stamme fra rengøringsmidler.
Syd- og Sønderjyllands Politi er søndag eftermiddag rykket ud til Fynsgade i Esbjerg på grund af meldinger om en kemisk lugt.
Det oplyser vagtchef Ole Aamann til Ritzau.
- Vi har lokaliseret lugten til en opgang. Vi har ikke helt fundet ud af, hvad lugten skyldes endnu, siger han og tilføjer:
- Lige nu har vi en hypotese om, at det er noget trappevask, hvor man måske har sammensat nogle rengøringsmidler lidt forkert.
Politiet fik anmeldelsen klokken 15.36.
Politiet tror ikke, at der er grund til bekymring, hvis man har opholdt sig i området, og der er heller ikke nogen, der er kommet noget til.
- Men der er enkelte personer, der har været omkring lugten, som siger, at det kradser i halsen, siger Ole Aamann.
De, der bor i opgangen, skal holde sig inde i deres lejligheder.
RITZAU