Sydøstjyllands Politi undersøger et dødsfald i Hejls ved Kolding.

Politiet har mandag omkring klokken 11.26 modtaget en anmeldelse om, at en mand er blevet fundet død på sin bopæl.

Via en pressemeddelse oplyser Sydøstjyllands Politi, at den afdøde er 70 år, og at han blev fundet af sin hjemmehjælper ved et rutinemæssigt besøg.

Da den afdøde blev fundet død, er der på grund af omstændighederne iværksat en rutinemæssig efterforskning med henblik på at afdække, om der ligger en forbrydelse bag dødsfaldet.

Efter fundet af den døde ældre mand blev der derfor tilkaldt både tekniske efterforskere, hundeførere og en retsmediciner.

'Der vil formentlig blive gennemført en obduktion af den afdøde med henblik på at fastslå dødsårsagen og dermed kaste lys over, om omstændighederne omkring fundet af den afdøde skyldes en forbrydelse,' skriver politiet i pressemeddelelsen.

Politiet kan endnu ikke oplyse, hvornår de har et resultat af obduktionen.

De kan dog heller ikke oplyse, om konklusionen overhovedet bliver delt med offentligheden.

Sydøstjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke flere oplysninger i sagen.

De pårørende til den afdøde er underrettet.

Hvis man har henvendelser i sagen, bedes man kontakte vicepolitiinspektør i Sydøstjyllands Politi, Frede Nissen, eller ringe 114.

B.T. følger sagen.