Fredag eftermiddag er Nordjyllands Politi rykket ud.

Politikredsen er omkring 16.30 ankommet til en adresse ved Gandrup i Vendsyssel, hvor de undersøger et dødsfald. 

Det skriver TV 2 Nord, der beretter at den afdøde er en ældre kvinde, som boede alene i huset.   

Thomas Ottesen, der er vagtchef hos politikredsen, bekræfter til mediet, at politiet er til stede, og at de i første omgang undersøgte, om der er noget mistænkeligt ved dødsfaldet. 

Efterfølgende har TV 2 Nord talt med politikommissær Carsten Straszek, der fortæller, at der ikke er tegn på, at der er blevet begået en forbrydelse. 

»Vi er i gang med at undersøge, hvad dødsårsagen er, og det er det, vi skal have klarlagt. Vi laver nogle tekniske udersøgelse på stedet inklusiv en besigtigelse af huset med en retsmediciner,« udtaler han.