Politiet er søndag eftermiddag til stede på Stejlbjergvej i Kolding i forbindelse med en mindre bygningsbrand.

Det skriver Sydøstjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

- Branden er slukket, men politiet vil fortsat være til stede på adressen for at undersøge de nærmere omstændigheder omkring branden.

I forbindelse med branden er to personer anholdt. Det oplyser vagtchef Rune Nielsen til JydskeVestkysten.

Ifølge vagtchefen er branden umiddelbart ikke opstået af sig selv, og der er noget "mistænkeligt" ved sagen, lyder det.

Af hensyn til efterforskningen kan politikredsen ikke oplyse detaljer om de anholdte.

Politiet har ikke fået meldinger om tilskadekomne.

Ifølge tvSyd viste billeder fra stedet en person, der blev ført væk af politiet i DNA-dragt.

Det bekræftede vagtchefen ligeledes over for mediet.

En DNA-dragt er en hvid heldragt, som politiet bruger til at sikre eventuelle kriminaltekniske spor.

RITZAU