I forbindelse med eftersøgningen af et muligt nedgravet babylig er politiet lige nu til stede ved en adresse ved Slotsvænget i Slagelse.
Det skriver TV 2 ØST.
Adressen ligger cirka en kilometer fra Slagelse lystanlæg, hvor politiet har ledt siden tirsdag.
Til B.T. oplyser Politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Kim Kliver, at man ikke ønsker at udtale sig om den specifikke adresse.
»I forbindelse med vores undersøgelser, er vi til stede på flere forskellige områder og lokalitetter - Der er ikke noget gennembrud i sagen,« siger han.
Siden tirsdag har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi opfordret borgere til at henvende sig, såfremt de har informationer i sagen. Det har for nuværende ført til 11 henvendelser, som man er i færd med at undersøge.
Foruden at have gennemført en række undersøgelser på stedet, har politiet nemlig også indhentet eventuelt videomateriale fra området.
Det bekræftede politiinspektør hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Kim Kliver, overfor B.T. onsdag:
»Vi har været ude at indsamle videoovervågning i området, som vi nu behandler,« siger han
