Ved du noget om sagen, så vil BT meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook

En 20-årig mand og en 16-årig dreng er blevet varetægtsfængslet og sigtet for at have voldtaget og forsøgt voldtaget to 14-årige piger.

Det skriver Jydske Vestkysten.

De to voldtægts-episoder skulle være sket på toilettet i shoppingcenteret Broen Shopping i Esbjerg 31. marts i år, men er først kommet til offentlighedens kendskab nu. Politiet bekræfter, at det har sigtet to personer i sagen om de to veninder.

»Vi kan bekræfte, at to personer p.t. er varetægtsfængslet i forbindelse med efterforskningen af en hændelse den 31. marts om aftenen på Shoppingcentret Broen. En 16-årig dreng er varetægtsfængslet i surrogat, sigtet for voldtægt af en 14-årig pige, og en 20-årig mand er varetægtsfængslet for forsøg på voldtægt af en ligeledes 14-årig pige. Der er tale om to forskellige piger. Anholdelserne fandt sted henholdsvis den 3. april og den 31. marts,« oplyser Mads Dollerup-Scheibel, der er informationsmedarbejder hos Syd og Sønderjyllands Politi, til BT.

Han bekræfter, at de to sigtede er afghanske statsborgere.

Ifølge Jydske Vestkysten gik først den ene veninde ind på det offentlige toilet, hvor de to mænd ventede, og her blev hun voldtaget. Derefter gik den anden veninde ind efter hende, og hun blev forsøgt voldtaget.

Efterfølgende har Broen Shopping skærpet sikkerheden ved toiletterne, så der nu oftere er vagter til stede.

»Vi har hele tiden vagter i centeret, og nu har vi skruet yderligere op for vagternes tur omkring toilettet. Men det burde ikke være nødvendigt at have en vagt inde på toilettet hele tiden,« siger Janni Baslund Dam, der er centerchef.

Hun fortæller, at centeret normalt ikke har problemer med unge ballademagere, der hænger ud i centret. Derfor mener hun ikke, at forældre skal frygte at sende deres døtre dertil i fremtiden.

»Vi er ikke belastede af unge, og forældrene skal ikke frygte noget, da vi har en meget høj sikkerhed. Vi gør alt for at sikre vores kunder,« siger Janni Baslund Dam.

Ved du noget om sagen, så vil BT meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook

Opdateres...