OPDATERING: Kort efter klokken 22 tirsdag aften oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2, at den 65-årige mand, der tidligere blev fløjet til hospitalet, er afgået ved døden.

Tirsdag aften er politiet og to ambulancer til stede på Øde Hastrupvej i Roskilde i forbindelse med et færdselsuheld.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Politi Update.

Én personbil er kørt galt, og politiet opfordrer til, at man gør plads til udrykningskøretøjer.

Vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi bekræftede tidligere på aftenen overfor B.T., at de var til stede i forbindelse med ulykken, hvor der skulle være én tilskadekommen. 

Første melding fra politiet lød på det tidspunkt:

»Vi er til stede med to ambulancer. Det drejer sig om et solouheld med én tilskadekommen,« siger Brian Stahl til B.T. og tilføjer:

»Vedkommende er ved at blive tilset i en ambulance.«

Siden er det kommet frem, at ét køretøj med tre personer, en 65-årig mand, en 49-årig mand samt en 21-årig kvinde er involveret i ulykken.

Den 65-årige mand og den 21-årige kvinde er far og datter, ifølge ritzau.

Opdateres...