Politiet til stede: Ung mand stukket ned
Knivoffer er meldt uden for livsfare. Politiet leder efter personen bag, der endnu ikke er fanget.

Knivoffer er meldt uden for livsfare. Politiet leder efter personen bag, der endnu ikke er fanget.

En yngre mand er blevet stukket med kniv ved etagebyggeriet Vinkelhuse i Tårnby på Amager.
Han er ikke i kritisk tilstand, oplyser vagtchef Anders Frederiksen.
- Klokken 19.52 fik vi en anmeldelse om, at en mand skulle være stukket i benet og muligvis hænder og ben. En gerningsmand skulle være gået fra stedet, siger han.
Knivstikkeriet har fundet sted på gadeplan og dermed ikke på en privat adresse.
- Vi kører derud med lægebil og ambulance, og der træffer vi rigtigt nok en forurettet, der er blevet stukket med kniv, siger vagtchefen.
Han skal være stukket to gange i benet, men skal nu undersøges yderligere.
- Han er kørt til hospitalet til behandling, og vi er stadig til stede ude på gerningsstedet, tilføjer vagtchefen.
Her søger politiet efter spor og taler med vidner. Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvad motivet for knivstikkeriet kan være.
Lige nu efterforskes sagen bredt.
Det er dog ikke politiets vurdering, at man skal være bekymret for sin sikkerhed, hvis man bor i området.
- Det er ikke vores vurdering, at det er sket tilfældigt, lyder det.
Hvis man har oplysninger til sagen, bedes man kontakte politiet på stedet eller ringe til 114.
Derudover opfordres man til at respektere afspærringerne og have tålmodighed, hvis man færdes i området.
RITZAU