OPDATERING: Tidligere fremgik det af artiklen, at de 15 personer var blevet anholdt af Østjyllands Politi. Det er nu rettet til frihedsberøvet.

Østjyllands Politi er i øjeblikket til stede ved Ringvejen/Gudrunsvej i det vestlige Aarhus.

Her har flere personer gået rundt midt på vejen og generet trafikken - 15 personer er blevet frihedsberøvet af politiet.

De 15 frihedsberøvede har alle relation til en pro-palæstinensisk demonstration, der har bevæget sig gennem Aarhus i løbet af tirsdagen.
De 15 frihedsberøvede har alle relation til en pro-palæstinensisk demonstration, der har bevæget sig gennem Aarhus i løbet af tirsdagen. Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Det skriver politikredsen på X.

Jakob Christiansen, der er pressemedarbejder hos Østjyllands Politi, fortæller til B.T., at frihedsberøvelserne har relation til en pro-palæstinensisk demonstration, som har bevæget sig gennem Aarhus' gader og også skabt kaos på vejene tidligere på dagen.

I første omgang kom der egentlig styr på demonstranterne, siger han:

»Vi havde flere betjente ude, da nogle demonstranter gik rundt ude på vejen, og betjentene fik dem sådan set af vejen i første omgang.«

Politiet har været talstærkt til stede i forbindelse med demonstrationen.
Politiet har været talstærkt til stede i forbindelse med demonstrationen. Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

»Men da de så ville gå ud i et kryds endnu en gang, fik de et påbud om ikke at gå ud igen, og da de ikke adlød, blev de frihedsberøvet,« fortæller Jakob Christiansen.

Demonstranterne blev lagt i håndjern og frihedsberøvet efter politiloven, da de ikke adlød betjentenes ordrer.

Klokken 17.27 skriver politikredsen på X, at man stadig er til stede omkring Ringvejen, men at vejene er tømt for demonstranter. 

De frihedsberøvede personer er alle blevet taget med på politigården, oplyser Østjyllands Politi.