OPDATERET klokken 16: Nordsjællands Politi oplyser, at de har afsluttet indsatsen, da der ikke er fundet noget mistænkeligt i bygningerne.
Fredag ved middagstid rykkede Nordsjællands Politi ud til en ungdomsskole og et gymnasium på Bregnegårdsvej i Hellerup.
Her er de fortsat, og nu oplyser politikredsen, hvad der ligger til grund for deres tilstedeværelse.
»Grundet et opkald om en bombetrussel mod uddannelsesinstitutioner er vi til stede på Bregnegårdsvej i Hellerup.«
»Området er afspærret, og der er ikke grund til bekymring for borgerne. Pt. har vi ikke yderligere oplysninger,« skriver Nordsjællands Politi på X.
Anmeldelsen blev modtaget klokken 12.18, og resulterede i, at alle elever blev sendt hjem.
