Politiet tager ingen chancer over for den 20-årige mand og flugtbilist, som fredag aften kørte en 31-årig betjent i tjeneste ned i det vestlige Aarhus.

Den 20-årige flugtbilist, der er sigtet for en lang række alvorlige overtrædelser efter både straffeloven og færdselsloven, er kort efter klokken 13 mandag blevet ført ind i den store retssal 3 ved Retten i Aarhus, hvor han bliver fremstillet i grundlovsforhør.

Da den fysisk store mand blev ført op fra arresten og ind i retslokalet tæt markeret af to kriminalbetjente, var hans hænder og arme sikret med et kraftigt fikseringsbælte til kroppen, så han ikke har mulighed for eventuelt at udøve vold mod andre personer omkring sig.

Den 31-årige politibetjent blev alvorligt kvæstet, da han fredag aften blev ramt af vanvidsbilisten i krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej i Aarhus-bydelen Åbyhøj.

Ulykken skete klokken 18.14, da den unge betjent var i færd med at lægge såkaldte stop sticks ud på vejen.

Formålet var at standse vanvidsbilisten, som i forvejen var eftersøgt.

Men i stedet blev betjenten ramt af bilen, som den 20-årige mand sad bag rattet i.

Efter påkørslen flygtede han fra stedet.

Efter en massiv politiindsats og menneskejagt hen over hele weekenden – blandt andet med hjælp fra helikoptere i luften – blev den 20-årige mand anholdt kort før midnat søndag på en adresse i Aarhus.

Den 20-årige sigtede nægter sig skyldig i samtlige sigtelser, oplyser hans forsvarer, Marie Louise Johansen, som er mødt for advokat Mette Grith Stage.

Dørene er på begæring fra anklagemyndigheden blevet lukket klokken 13.15.