Har du gæld til det offentlige? Har du ignoreret flere rykkere? Og bor du i enten Jammerbugt Kommune eller i Hjørring Kommune?
Ja, så kan det altså godt være, at det er en betjent, der står derude, næste gang det banker på din dør.
For antallet af borgere, der har en verserende fogedsag i form af gæld, skal ned i Jammerbugt og Hjørring kommuner. Derfor bliver betjente nu sendt ud til de pågældende borgeres adresser.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
»Jeg vil gerne opfordre til, at man selv som borger tager i fogedretten i Hjørring og får ordnet sit mellemværende: Man får selv ro i sjælen, kreditorer får en afklaring – og så er man er også fri for at få besøg af en af vores patruljer,« siger politikommissær Marianne Hejlesen og fortsætter.
»Sker det ikke, så vil vi altså i den nærmeste fremtid køre ud med flere patruljer og banke på hos de borgere, der har en verserende sag, og anholde dem, så de kan blive fremstillet for fogedretten.«
Og hun understreger, at det bliver en målrettet indsats fra politiets side.
Det oplyses ikke, hvor mange skyldnere der er i de to kommuner, eller præcis hvornår politiet har tænkt sig at gå i gang med indsatsen.
Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at lytte podcast: