Skuespilleren Robert Hansen skal ikke sættes på fri fod foreløbig.
For der er fortsat en risiko for, at han kan påvirke forklaringerne fra den forurettede kvinde og andre vidner i den voldssag, som han er sigtet og varetægtsfængslet for.
Sådan lyder meldingen fra Københavns Politi nu, inden den 45-årige skuespillers nuværende varetægtsfængsling udløber på onsdag.
»Når der er fristforlængelse 15. januar ved Retten på Frederiksberg kommer anklagemyndigheden til at begære Robert Hansens varetægtsfængsling forlænget på det hidtidige grundlag,« oplyser specialanklager Sofie-Amalie Brandi fra Københavns Politi til B.T.
Robet Hansen blev anholdt 4. december og sigtet for tre voldsforhold begået mod den samme kvinde i hans lejlighed på Frederiksberg.
Voldsepisoderne fandt ifølge sigtelsen sted i dagene 26. november, 2. december og 4. december.
Efter politiets vurdering var der tale om både såkaldt simpel vold og grov vold, men da Østre Landsret kort før jul tog stilling til fængslingsgrundlaget, var der ifølge landsretten alene mistankegrundlag for at fængsle Robert Hansen for simpel vold.
»Vi mener fortsat, at der både er en påvirkningsrisiko og en gentagelsesfare. Selvom efterforskningen nu er ved at være afsluttet, kan der godt være en risiko for, at den sigtede kan påvirke den forurettede og vidner,« tilføjer politiets anklager som forklaring på, at anklagemyndigheden fortsat ønsker Robet Hansen varetægtsfængslet.
Når en dommer på onsdag skal tage stilling til, om Robert Hansen skal løslades eller fortsat være varetægtsfængslet, vil det foregå ved et retsmøde i byretten på Frederiksberg, hvor hverken Robert Hansen, hans forsvarer eller anklageren vil være fysisk til stede.
De vil i stedet deltage via videoforbindelser fra henholdsvis Vestre Fængsel og politiets kontorer.
Som det ser ud i øjeblikket forventer specialanklager Sofie-Amalie Brandi, at hun ikke vil bede om at dørene skal lukkes ved retsmødet i næste uge.
Dermed kan der for første gang være en mulighed for, at offentligheden via pressen kan få et vist kendskab til de forklaringer, som både Robert Hansen og den forurettede er kommet med til politiet i forbindelse med episoderne i skuespillerens lejlighed.
»Ved retsmødet i næste uge vil der selvfølgelig komme noget frem om, hvor langt sagen er, men på nuværende tidspunkt mener vi ikke, at lukkede døre længere er nødvendige i forhold til efterforskningen,« lyder det fra anklageren.
Der er endnu ikke rejst tiltale i sagen, men ifølge Sofie-Amalie Brandi vil hun formentlig komme ind på det forventede videre forløb i sagen, når der på onsdag skal være retsmøde om den ønskede fristforlængelse af varetægtsfængslingen.
Robert Hansen har lige fra sin anholdelse nægtet sig skyldig i sigtelserne om de tre voldsforhold, og derfor vil han via sin forsvarer også protestere mod, at varetægtsfængslingen bliver forlænget.
»Vi vil gå efter en løsladelse. Vi mener, at der hverken er en påvirkningsrisiko eller fare for gentagelse,« siger Robert Hansens forsvarer - advokat Erbil Kaya.
»Alle tre episoder er foregået hjemme i Robert Hansens lejlighed, så sandsynligheden for at folk skulle komme der igen og der sker noget nyt, er vel nu ret begrænset. Han bor alene, og man kan jo lade være med at troppe op, hvis man ikke har lyst,« tilføjer forsvareren.