Fyns Politi efterlyser vidner i en sag om mistænkelig adfærd i Vissenbjerg.

Episoden fandt sted omkring klokken 19.45 på Vestergade i den fynske by, skriver politiet i en pressemeddelelse. 

Her blev to yngre piger antastet af en mand i en hvid personbil. Manden var seksuelt krænkende i sit sprog over for de to piger. 

Han havde tatoveringer på venstre arm og bar en sort hættetrøje.

Pigerne afviste manden og gik hurtigt hjem.

Fyns Politi var til stede kort efter og har talt med pigerne, ligesom de har undersøgt området med politihunde. Men manden er ikke fundet endnu. 

»Fyns Politi ser med alvor på sagen og fortsætter nu efterforskningen. I den forbindelse hører politiet gerne fra borgere i området, som har lagt mærke til en hvid bil mandag aften omkring klokken 19.30-20,« skriver de i pressemeddelelsen.  

Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.