Politiet søger vidner til overfald under 'Rockbæk'
En 23-årig mand blev væltet omkuld af to mænd, som slog, sparkede og tog kvælertag på ham under musikarrangementet 'Rockbæk' i Holbæk. Nu søger politiet vidner.

En 23-årig mand blev væltet omkuld af to mænd, som slog, sparkede og tog kvælertag på ham under musikarrangementet 'Rockbæk' i Holbæk. Nu søger politiet vidner.

Politiet søger vidner til et overfald, der fandt sted i lørdags under musikarrangementet 'Rockbæk' i Holbæk.
Her blev en 23-årig mand væltet omkuld af to mænd, som slog, sparkede og tog kvælertag på ham. De stjal også en guldhalskæde med et løvevedhæng fra den 23-årige.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Der var ikke videoovervågning på stedet, og politiet vil derfor gerne høre fra gæster, som overværede episoden eller bemærkede de to mænd før eller efter røveriet, som fandt sted lørdag 22. august omkring klokken 21.30.
Den ene mand beskrives som omkring 30 år, cirka 180 centimeter høj og muskuløs, hvid hud, kort brunt hår og fuldskæg.
Den anden mand beskrives som mellem 30 og 35 år, cirka 180 centimeter høj og kraftig, hvid hud, kort brunt, tilbagestrøget hår og fuldskæg.
Hvis du har oplysninger, billeder eller videooptagelser, som kan hjælpe efterforskningen, hører politikredsen gerne fra dig på telefonnummeret 114.