Fredag aften anmeldte fire teenagere et skræmmende røveri.

Mens de unge mennesker sad ved en busterminal på Mazantigade i Kolding, kom der ifølge anmeldelsen en mand hen til dem.

»Han bad dem om at aflevere, hvad de havde – og truede dem med vold, hvis de ikke gjorde det,« oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi til B.T.

Ifølge teenagernes forklaring fratog manden dem 350 kroner, som var alt, de havde på sig.

Der var tale om unge fra området, der alle er født i 2008.

Sydøstjyllands Politi har endnu ikke fundet manden og søger derfor efter vidner.

»Vi vil rigtig gerne høre fra nogen, der har set noget. Det er en underlig opførsel at have,« siger vagtchefen.

Du kan kontakte politiet på 114.

Lyt til B.T.s krimipodcast 'På Fersk Gerning' her.