En tur i Føtex udviklede sig i fredags lettere dramatisk for en 14-årig dreng.

Sammen med nogle venner sad han i cafeteriet i Føtex på Dytmærksen i Randers C, hvor også en gruppe på tre højlydte personer sad.

Da den 14-årige senere er på vej ud af Føtex, gik en af mændene fra det andet selskab efter ham og stoppede ham, skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Manden, som virkede beruset, tog ifølge drengen hårdt fat om kraven på ham og lagde den anden arm om hans hals.

Den 14-årige blev af manden udspurgt, hvilken klasse han gik i, hvilket drengen svarede på. Han gik i 7. klasse.

Manden slap herefter drengen, men forsøgte at spænde ben for ham, hvilket dog ikke lykkedes.

Drengen beskriver manden som:

  • dansk af udseende
  • talte dansk uden accent
  • lys i huden
  • omkring 19-20 år
  • ca. 185-190 cm høj
  • med lyst og mellemlangt hår
  • iført en grå hættetrøje.

Østjyllands Politi efterforsker sagen fra Føtex og søger vidner til episoden eller personer, der har en formodning om, hvem gerningsmanden er.