Politiet søger vidner i forbindelse med skud i Viby J
Ingen personer er blevet anholdt, efter at der torsdag aften blev affyret skud mod en lejlighed i Viby J.
Ingen personer er blevet anholdt, efter at der torsdag aften blev affyret skud mod en lejlighed i Viby J.
Østjyllands Politi søger vidner i forbindelse med, at der torsdag aften blev affyret skud mod en lejlighed på Søndervangen i Viby J ved Aarhus.
Det oplyser politikredsen i en døgnrapport fredag.
Ifølge politiet befandt en 58-årig kvinde sig i lejligheden. Hun blev ikke ramt af skud.
Hændelsen blev anmeldt klokken 22.01 torsdag aften, og der blev efterfølgende sendt patruljer til stedet.
Her blev der sikret spor og søgt med hunde, skriver Østjyllands Politi.
- Vi sendte en hel masse patruljer derud og kunne konstatere, at der ganske rigtigt var et hul i vinduet, og vi kunne også konstatere, at der var et projektil inden for i lejligheden, oplyste vagtchef ved Østjyllands Politi Mikkel Møldrup natten til fredag til Ritzau.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen, herunder motiv og præcist hændelsesforløb.
Ingen personer er endnu blevet anholdt, og politiet vil derfor gerne i kontakt med personer, der kan have oplysninger vedrørende sagen.
RITZAU