Midt- og Vestsjællands Politi leder efter vidner til en ulykke, der fandt sted natten til tirsdag i Køge.

Her blev en 28-årig mand fundet forulykket på en elcykel i krydset ved Marksvinget og Søndre Viaduktvej klokken 04.00.

Han blev efterfølgende bragt til sygehuset med alvorlige skader uden at være i livsfare.

Politiets undersøgelser peger på, at en mindre bil i gul nuance af mærket Kia eller Hyundai kan have været involveret i ulykken.

Borgere på hele Sjælland, som har bemærket en lignende bil med skader på højre side af fronten, bedes derfor henvende sig til politiet, lyder opfordringen.

Ifølge politiet kom den formodede bilist formentlig kørende fra syd ad Vordingborgvej mod nord ind i krydset, hvor den ramte cyklen på bagenden, så den fik store skader.

Cyklisten husker ikke meget fra ulykken, og nye oplysninger fra borgere kan derfor have afgørende betydning for opklaring af sagen, skriver politiet.

Ingen bilister har endnu kontaktet politiet efter ulykken.

Vidner kan kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 114.

RITZAU