Sydøstjyllands politi søger vidner, efter at en kvindelig cyklist mandag eftermiddag blev påkørt af en bus i Fredericia.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse tirsdag.
Ulykken skete mandag omkring klokken 14.50 i krydset mellem Jupitervej og Korskærvej.
Den 63-årige kom cyklende og blev påkørt af bussen, som drejede. Kvinden lå sammen med sin cykel fastklemt under bussen og måtte efterfølgende klippes fri af cyklen.
Ifølge politiet er kvinden kommet alvorligt til skade, men er uden for livsfare.
I forbindelse med ulykken kom tre personer hen for at hjælpe kvinden, og særligt dem vil politiet nu gerne i kontakt med.
- Vi kan se på overvågningsmateriale fra bussen, at tre personer, som vi skønner er mænd, kort tid efter påkørslen løber hen for at hjælpe kvinden.
- Vi vil meget gerne i kontakt med disse tre personer eller andre, der har været vidne til hændelsen, siger Arno Petersen, der er vicepolitiinspektør i Sydøstjyllands politi.
Vidner kan kontakte Sydøstjyllands politi på telefon 114.
/ritzau/
