Midt- og Vestsjælland Politi leder i øjeblikket efter en 32-årig mand. 

Manden opholdt sig natten til søndag ved Himmelsøen i Roskilde sammen med nogle kammerater, oplyser politiet via tjenesten Politi Update. 

Han forlod gruppen ved 1-tiden kun iført T-shirt og underbukser – han er ikke set siden. 

Mandens forsvinden blev anmeldt søndag eftermiddag. 

Herefter har politiet søgt efter ham med drone, og fortsætter arbejdet med hunde i området.

Har man informationer med relevans for sagen, så bedes man ringe 114.