Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Da Københavns Vestegns Politi i efteråret 2020 havde en særlig mistænkt i kikkerten, valgte man en særdeles sjælden fremgangsmåde.
Den mistænkte sad nemlig i fængsel, så politikredsen sendte en politiagent ind til ham i Enner Mark Fængsel.
'Frank', som agenten kaldte sig, blev derfor i oktober 2020 varetægtsfængslet sammen med den nu sigtede, som han hurtigt fik et godt forhold med.
Planen var, at ‘Frank’ skulle gøre sig gode venner med den sigtede og på den måde afklare, om han kunne være Louise Borglits drabsmand.
I forbindelse med, at politiagenten ‘Frank’ fik fællesskab med den mistænkte, blev der også installeret rumaflytning i fængslet.
Deres fællesskab startede 30. oktober, og fra den dag sad en riminalassistent i al hemmelighed og lyttede med på samtalerne mellem den 28-årige og 'Frank'.
Ifølge anklageren var det en god relation mellem den mistænkte og ‘Frank’.
2. november fortalte den sigtede om et drab på en kvinde og en hund. Dagen efter fortalte han ‘Frank’ om drabet i Elverparken et par år forinden.
Det gjorde han fuldstændig uprovokeret, understreger anklageren. ‘Frank’ bragte altså ikke emnet på banen.
Alligevel fortalte mistænkte dengang i fængslet ‘Frank’ om detaljer fra drabet i Elverparken. Blandt andet nævnte han, at kvindens næse var blevet skåret af, hvilket ikke var offentlig tilgængelig viden dengang.
I de løbende måneder fortsatte den mistænkte med at fortælle om drabet.
Den sigtede fortalte ifølge anklagemyndigheden også til ‘Frank’, at drabet ikke var gennemtænkt. Det var en impuls, skulle han have sagt.
Den mistænkte fortalte i øvrigt, at han tidligere havde maltrakteret en person. Og at han mente, at det var ok at dræbe kvinder, så længe man ikke voldtog dem efterfølgende.
10. november 2020 talte den mistænkte igen om drabet på Louise Borglit i Elverparken.
Han fortalte her til ‘Frank’, at han ikke troede, politiet ville finde gerningsmanden, når det nu var gået så længe.
Han vidste dengang godt, han var mistænkt i sagen, men ikke sigtet. Til ‘Frank’ fortalte han videre, at han havde styr på tingene.
‘Frank’ havde som dækhistorie fortalt, at han nogle år forinden havde dræbt en kvinde i Portugal. Og nu sad han så varetægtsfængslet for et drab på en grønlandsk kvinde.
Med udgangspunkt i denne historie skulle den mistænkte have konstateret, at han og ‘Frank’ havde drab til fælles.