13 mænd blev tirsdag aften anholdt under en større politiaktion.

Her slog politiet til mod en illegal cigaretfabrik på en landejendom ved Vamdrup i Sydjylland.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Aktionen skete som følge af en målrettet efterforskning af 'organiseret og grænseoverskridende kriminalitet', lyder det. Derfor kunne Særlig Efterforskning Vest tirsdag aften gennemføre en større anholdelses- og ransagningsaktion mod cigaretfabrikken.

Ved aktionen blev 13 mænd i alderen mellem 32 og 70 år anholdt, oplyser politiet.

De anholdte er alle udlændinge fra henholdsvis Ukraine og Polen, og de er alle blevet sigtet for groft smugleri ved at have indsmuglet råtobak til brug for illegal produktion af flere millioner cigaretter.

»Ved aktionen blev der beslaglagt cirka 11 millioner cigaretter samt en større mængde professionelt produktionsudstyr. Det er vores opfattelse, at de anholdte gennem en længere periode har produceret adskillige millioner cigaretter på stedet,« siger vicepolitiinspektør ved Særlig Efterforskning Vest, Morten Vegger.

Alle 13 mænd bliver onsdag klokken 12.00 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding.

Da anklagemyndigheden vil gå efter at få dørene lukket, ønsker politiet ikke at oplyse yderligere om sagen.