Torsdag blev det meldt ud, at politiet har indstillet eftersøgningen af den forsvundne Kathrine. Og at eftersøgningen var indstillet helt.

Men det er den ikke, understreger politiet.

Det beror på en misforståelse, siger leder af efterforskningen, politikommissær Peter Justesen, til B.T.

»Vi fortsætter selvfølgelig i dag. Også med hunde. Men det bliver i en reduceret udgave,« siger han og fortsætter:

Kathrine er ikke set siden tirsdag morgen.
Kathrine er ikke set siden tirsdag morgen. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi.
Vis mere

»Tirsdag, onsdag og torsdag har vi ledt med fuld styrke og kommandocentral. Vi bliver lidt færre fra i dag. Jeg kan ikke sige præcist hvor mange færre, for det kommer til at svinge lidt.«

41-årige Kathrine har været forsvundet siden tirsdag.

Da hun ikke kom hjem til sine forældre som aftalt tirsdag, begyndte hendes mor at blive bekymret. Derfor talte hun med Kathrines mand, og de blev enige om, at ringe til politiet.

Kathrine efterlod sin bil i et større skovområde ved Bryrup mellem Silkeborg og Nørre Snede i Midtjylland.

Hendes bil er fundet, og politiet mener, hun er kørt fast. Eftersøgningen er siden foregået i skovområdet. Og det bliver den altså ved med.

Peter Justesen vil dog ikke konkludere noget i sagen.

»Men det er vådt og koldt ude i skoven. Og det er svære overlevelsesbetingelser. Det er også derfor, vi siger til folk, at de skal tjekke lader, skure, udehuse, legehuse og så videre.«

»Det kan være, hun har søgt ly,« lyder det fra Peter Justesen.

Midt- og Vestjyllands Politi har delt denne præcise placering, hvor den 41-årige kvindes bil er blevet fundet.
Midt- og Vestjyllands Politi har delt denne præcise placering, hvor den 41-årige kvindes bil er blevet fundet. Foto: Foto: Google Maps
Vis mere

Samtidig siger han, at politiet fortsat ikke mener, der ligger noget kriminelt bag hendes forsvinden:

»Det er der ikke noget, som tilsiger. Det vurderer vi på baggrund af efterforskningen. Vi har afhørt pårørende og vidner og undersøgt området, og der er ikke noget, som indikerer en forbrydelse.«

Politiet har modtaget flere tip fra borgere. Men intet, der har ført til et endeligt gennembrud.

Men politiet ser gerne, at borgere bliver ved med at henvende sig i sagen.

»Bor du langs Vellingvej mellem Katrinedal og Bryrup, eller har du kørt på strækningen siden klokken 6.00 tirsdag morgen, og har du videoovervågning ved din ejendom eller kamera i bilen, så beder vi dig kigge materialet igennem,« oplyser politiet blandt andet.

Kathrine beskrives som følgende:

  • 165-175 cm høj
  • Kraftig af bygning
  • Rødt, kort hår
  • Bar briller med sort stel, da hun forsvandt
  • Var iført en kraftig, lyserød/lilla striktrøje med høj hals samt sorte, stramme bukser. Lange, brunlige vinterstøvler med hvidt plys på toppen og snørebånd hele vejen ned
  • Hun medbragte muligvis en lille, sort håndtaske

Hvis du ved noget – eller ser Kathrine – vil politiet gerne høre fra dig på telefon 114.