Da Albertslund i efteråret 2012 og foråret 2013 var ramt af en lang række påsatte brande, holdt politiet i flere måneder mere end 100 brande skjult for offentligheden.

At brandene blev holdt skjult, beviser for Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, at ordensmagten ikke altid fortæller hele sandheden om kriminaliteten i Danmark. Og det er et problem, mener han.

Brandene blev ikke noteret i døgnrapporten for Københavns Vestegns Politi, fordi man ikke ønskede at skræmme borgerne i området ved at fortælle om brandenes reelle omfang.

Det forklarede justitsminister Morten Bødskov (S) i juni i et svar til Folketingets Retsudvalg. Et svar, hvor Morten Bødskov i øvrigt accepterede fremgangsmåden.

Peter Skaarup forstår ikke logikken fra ministeren:

- Man tager jo netop ikke hensyn til borgerne ved at holde noget skjult for dem. Når man gjorde det i tilfældet med brandene i Albertslund, tror jeg desværre også, at man gør det med bandekriminaliteten. Det duer ikke, for borgerne har krav på at vide, hvad der sker i deres by, siger han.

Det er uvist, hvad der fik antallet af ildspåsættelserne til at eksplodere i september, men det samlede antal nåede op på over 140 brande, hvor altså politiet holdt de 100 af dem skjult.

Politiet anholdt i april flere unge for adskillige af brandene, og siden er antallet af brande faldet.