Østjyllands Politi har søndag arbejdet på Kristrupvej i Randers, hvor der har været en kraftig eksplosion.

Det oplyser vagtchef Allan Rubin til Ritzau.

- Vi har været på stedet for at undersøge, hvad der kan ligge bag denne her kraftige eksplosion, der har været i et vaskerum.

- Vi er færdige for nuværende på stedet, men har afspærret stedet til yderligere undersøgelser i morgen, siger han.

Der er ikke nogen, der er kommet til skade.

Politiet mistænker ikke umiddelbart, at der er sket noget kriminelt, og der er heller ikke nogen anholdte.

- Vi kan ikke umiddelbart se, hvad der har forårsaget denne her eksplosion, så vi er nødt til at undersøge det grundigere, så vi kan være sikre på, at der ikke er sket noget kriminelt, siger Allan Rubin.

Eksplosionen er sket i et vaskerum under et baghus.

Politiet fik den første anmeldelse klokken 13.52.

RITZAU