En 42-årig mand blev natten til lørdag fundet død midt på gaden i Hirtshals under mystiske omstændigheder.

En massiv efterforskning bragte politiet på sporet af to danske mænd, som var sammen med den dræbte samme nat i Hirtshals' værtshusmiljø.

»Vi ved lige nøjagtig, hvad der er sket,« siger politiinspektør ved Nordjyllands Polit, Ole Kristensen, til B.T.

De to anholdte fremstilles søndag klokken 13 i grundlovsforhør ved retten i Hjørring for lukkede døre.

Derfor kan politiet endnu ikke oplyse, præcis hvad der førte til drabet på den 42-årige mand fra Rumænien, men Ole Kristensen oplyser, at de to danske mænd enten bliver sigtet for drab eller vold med døden til følge.

Det var en forbipasserende borger, der fandt manden liggende livløs på Sophus Thomsensgade i Hirtshals og alarmerede politiet klokken 05.33 lørdag morgen.

Kort efter at politiet og redningsmandskabet var fremme, kunne en læge erklære manden for død.

Politiet fik hurtigt mistanke om, at der kunne være tale om en drabssag, idet den 42-årige havde skader på hovedet, som 'man normalt ikke pådrager sig selv' og heller ikke kunne stamme fra et fald.

Nordjyllands Politi spærrede lørdag Sophus Thomsensgade i Hirtshals af, mens de efterforskede drabet på en 42-årig mand, som blev fundet livløs på gaden.
Nordjyllands Politi spærrede lørdag Sophus Thomsensgade i Hirtshals af, mens de efterforskede drabet på en 42-årig mand, som blev fundet livløs på gaden. Foto: Rasmus Skaftved
Vis mere

Lørdag morgen klokken 09.30 blev fire udlændinge fra miljøet omkring den dødfundne anholdt, fordi politiet havde mistanke om, at de havde opholdt sig sammen med den rumænske mand natten til lørdag, hvor han mistede livet.

De blev afhørt på politigården i Aalborg, men er nu blevet løsladt igen og sigtes ikke i den mulige drabssag.

»De har intet med sagen at gøre,« siger Ole Kristensen.

Den 42-årig mand fra Rumænien, boede og arbejde i Danmark, indtil han tidligt lørdag morgen blev fundet død på gaden.