Ejeren af de to hunde, der i weekenden skambed to alpakaer i en naturbørnehave i Ikast, kan se frem til et retligt efterspil.
Det siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Bøje Hansen.
Lørdag morgen jagtede og skambed en rottweiler og en granddanois to alpakaer i naturbørnehaven Lægdsgård ved Ikast.
»Nu er ejeren blevet sigtet for overtrædelse af hundeloven,« siger vagtchefen.
De to alpakaer var så ilde tilredt, at de begge måtte aflives.
»Sigtelsen lyder, at han har undladt at træffe foranstaltninger til at forebygge, at hundene kunne forvolde skade på andre. Altså at han har ladet dem strejfe. Men der kan komme yderligere sigtelser til.«
Umiddelbart efter angrebet fjernede politiet hundene.
»Ejeren fik tilbud om, at vi kunne aflive dem med det samme. Det sagde han nej tak til,« siger vagtchefen og tilføjer, at der ikke sker mere i sagen i weekenden.
Indtil politiets særlovsafdeling har behandlet sagen, vil hundene være anbragt på et dyreinternat, siger Anders Bøje Hansen.

