En trend på TikTok, hvor folk spænder reb på tværs af cykelstier, ser ud til at være nået til Danmark.
Det skriver TV2 Øst, efter en kvinde på en cykeltur nær Haslev Station kørte ind i et nylonreb.
Efterfølgende skrev hun om hændelsen på Facebook, og det var her, hun fik flere svar fra folk, der havde set trenden på TikTok.
Hun anmeldte det også til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Her lyder det, at man ser med stor alvor på sagen.
»Det er noget rigtig møg, hvis det giver inspiration til andre,« siger vagtchef Michael Skræddergaard om hændelsen, der nu bliver efterforsket.
Politiet har dog ikke meget at gå efter, og derfor hører de meget gerne fra vidner, der har set eller hørt noget.
De kan henvende sig på telefon 114.
Han fortæller videre, at der er tale om en grov paragraf i straffeloven, hvis rebet er hængt op med fuldt overlæg og til hensigt om at skade nogen.