Flere danskere end nogensinde før tager det ulovlige stof, og det mærkes hos politiet, der nu beslaglægger kilo i stedet for gram.
Det skriver DR.
Hos Nordjyllands Politi bekræfter politidirektør Anne-Marie Roum Svendsen til mediet, den stigende udviklingen.
»Vi kan konstatere, at det er blevet mere normaliseret. Når vi tidligere lavede aktioner, fandt vi stoffer i størrelsesordenen gram. Nu finder vi dem i kilovis,« fortæller hun.
Hun tilføjer, at kokain ikke længere kun dukker op blandt misbrugere eller i nattelivet, men også hos almindelige borgere.
Og det viser målinger af spildevandet i seks af landets byer også.
Målingerne pegede tydeligt på ét stof, der toppede på listen af danskernes favorit narkotika, nemlig kokain.
Tidligere på ugen fik de nye tal sundhedsrådmændene fra Aalborg, Aarhus og Odense til at foreslå at hæve straffen for både besiddelse og handel med stoffer.
Og i samme forbindelse vil de blandt andet indføre særlige straffezoner omkring skoler og ungdomsklubber.
Politidirektøren roser initiativet, men pointerer, at strengere straffe kun virker, hvis samfundet tager et større ansvar for at bekæmpe narkotika.
Ifølge sundhedsstyrelsen døde 280 danskere af narkotika i 2022, en stigning fra 2020, hvor tallet lød på 256.

