Politiet i Sydøstjylland efterlyser en 47-årig kvinde, som er forsvundet.

I et opslag på det sociale medie X skriver politiet, at hun forlod sin bopæl i Christiansfeld søndag aften og kørte væk i sin bil. 

Bilen – en hvid VW Golf – blev fundet mandag formiddag øst for Taps ved Christiansfeld.

Men kvinden selv er ikke fundet, og derfor er hendes familie bekymret. 

Hun beskrives som 173 centimeter høj, almindelig af bygning, med lys hud og skulderlangt blond hår. 

Hun kan have en humpende gang. 

Da hun forlod sit hjem, var hun iført en grå/ lys sweater, mørke bukser og sorte sko. 

Politiet beder borgere i området om at ringe på telefon 1-1-4, hvis man ser hende, eller hvis man ved, hvor hun er.