Politiet holder i denne uge skarpt øje med trafikanterne landet over.

Som en del af en større koordineret indsats sætter politiet fokus på de bilister, som bruger sikkerhedsselen for lidt og mobiltelefonen for meget.

Det er dog ikke kun i Danmark, men hele Europa, at de blå blink holder udkig efter netop de to forseelser, lyder det i en pressemeddelelse fra Rigspolitiet.

At politiet sætter fokus på sikkerhedsseler og mobiltelefoner er ikke helt tilfældigt. Kigger man på de kolde tal, kan brugen af sikkerhedsselen reducere sandsynligheden for, at en bilist bliver dræbt i et uheld, med 50 procent.

Risikoen for uheld er intet mindre end fire gange højere, hvis man bruger håndholdt mobiltelefon under kørsel, end hvis man ikke gør.

Det gælder også GPS, computere, papirer og andre genstande, som en trafikant kan blive distraheret af i trafikken.

»Der er uopmærksomhed involveret i cirka hvert tredje trafikdrab på vejene i Danmark. Derfor er det vigtigt, at trafikkanterne har fokus på trafikken, når de færdes på vejene,« siger politiassistent Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdsels-center.

I 2018 blev i alt 22.434 trafikanter sigtet for at anvende mobiltelefon under kørslen, og 13.522 bilister blev sigtet for manglende anvendelse af sikkerhedssele.