Politiet rykket ud til 'mistænkeligt forhold' i Tingbjerg


Københavns Politi er tirsdag aften rykket ud med flere patruljer til Tingbjerg.
Det blev indledningsvist beskrevet på X.
Videre kan man læse, at det skyldes et 'mistænkeligt forhold', som en person er blevet anholdt for.
Til B.T. kan vagtchef hos Københavns Politi Jesper Frandsen ikke fortælle yderligere om, hvad det 'mistænkelige forhold' drejer sig om.
»Men jeg kan sige, at vi nok er til stede derude omkring en times tid endnu,« siger Jesper Frandsen.
Han fortæller videre om sagen.
»Jeg kan sige, at vi er massivt til stede med hundepatrulje og adskillige andre patruljer. Også bomberydning er derude,« siger han.
Billeder fra stedet viser, hvordan politiet har afspærret et større område ved Utterslev Mose nær Åkandevej.

Her ligner det en cykel- og gåsti i området, der er afspærret.
Yderligere viser billeder fra stedet også, hvordan en mand bliver ført bort fra stedet iført dna-dragt.
B.T. har tirsdag sent aften nok engang været i kontakt med Københavns Politi om sagen med det mistænkelige forhold.
Her lyder det, at man ikke regner med at melde noget ud i sagen før onsdag.
B.T. følger sagen.