To personer har været involveret i et knivstik onsdag aften.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til B.T.

Knivstikkeriet har fundet sted på en adresse i Store Heddinge på det sydøstlige Sjælland.

Det var en anmeldelse om husspektakel klokken 19.35, der fik politiet til at køre afsted mod adressen:

»En mand er blevet stukket i hånden. Der var en del blod, men vi ved ikke yderligere om ham. Han er på skadestuen,« siger vagtchef Boye Rasmussen og fortsætter:

»Og så leder vi efter en anden person, som er flygtet fra stedet. Vi har en god fornemmelse af, hvem han er. Den ene bor på adressen, og den anden var på besøg.«

Boye Rasmussen tilføjer, at manden, som flygtede fra stedet, også har blødt. Men hvad, der er op og ned i sagen, ved politiet ikke.

Manden, som er på skadestuen, er ikke blevet afhørt endnu.

Derfor er motivet også ukendt for nuværende.

De involveredes alder kan politiet ikke oplyse.