Politiet er lige nu til stede ved rederigiganten Mærsk på Esplanaden i København, hvor en uanmeldt demonstration finder sted. 

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse. 

De er i dialog med lederen af demonstrationen, lyder det. 

Tidligere i dag rykkede politiet ligeledes ud til Havneholmen i København, hvor der også finder en uanmeldt demonstration sted. 

'Vi er i dialog med lederen af demonstrationen og de har fået anvist et sted, hvor de har mulighed for at demonstrere,' lød det i den forbindelse fra Københavns Politi.

Politiet har i den forbindelse frihedsberøvet to personer på stedet, som ikke ønskede at efterkomme politiets anvisninger. 

Det er ifølge TV 2 ikke muligt at få oplyst, hvad den uanmeldte demonstration drejer sig om ved Havneholmen.

Men 7. august skrev organisationen 'Den grønne ungdomsbevægelse' et opslag på Instagram, hvor de skriver, at de i de kommende uger vil afholde 'protestcamps' mod flere danske virksomheder:

'Sammen med Nordic Climate Justice og hundredevis af europæiske aktivister vil vi i de næste uger afholde protestcamp og lave aktioner mod en række danske virksomheder, som spiller destruktive roller i globale forsyningskæder,' lyder det i opslaget.

B.T. har endnu ikke fået bekræftet, om det er 'Den grønne ungdomsbevægelse', der står bag demonstrationen ved Mærsk torsdag eftermiddag.