Brandvæsenet og Sydøstjyllands Politi er onsdag eftermiddag rykket ud til en anmeldelse om et ammoniakudslip på Danbovej i Taulov.
Udslippet er sket inde i en bygning.
Det skriver politikredsen i en myndighedsmeddelelse.
»Der er på nuværende tidspunkt ingen meldinger om tilskadekomne.«
»Vi har sat afspærringer op i området og beder folk om at respektere anvisningerne på stedet,« lyder det.
Sydøstjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 13.18.
Klokken 14.27 skriver politiet videre, at alle ansatte er ved at forlade den bygning, hvor der har været ammoniakudslip.
»Brandvæsenet har kontrol over situationen og påbegynder udluftning. Udslippet berører kun virksomheden på den konkrete adresse. Brandvæsenet regner med at være i området indtil indsatsen er fuldt afsluttet – om cirka en time.«