Politiet rykkede ud til giftig røg fra FMC Rønland
Politi og brandvæsen er fredag til stede ved en fabrik i Thyborøn efter et udslip af giftig røg.

Politi og brandvæsen er fredag til stede ved en fabrik i Thyborøn efter et udslip af giftig røg.

Der skete fredag formiddag et udslip af giftig røg ved Cheminovafabrikken, der i dag hedder FMC Rønland, i Thyborøn.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Politi Update.
Ifølge politiet var der ikke fare for personer, og fredag ved middagstid afsluttede myndighederne indsatsen.
En medarbejder blev lettere tilskadekommen og blev kørt til kontrol efter at have været i kontakt med noget kemi på fabrikken, oplyser vagtchef Simon Skelkjær.
Ifølge vagtchefen var der ikke tale om en brand, men om noget kemisk, der har udviklet røg eller damp.
FMC Rønland oplyste i en skriftlig udtalelse, at der fredag var synlig røg på kemifabrikken.
Virksomheden bekræfter også, at en medarbejder som en sikkerhedsforanstaltning blev kørt til hospitalet for at blive undersøgt nærmere.
- Undersøgelsen viste ingen tegn på påvirkning, og medarbejderen er nu udskrevet og på vej hjem, siger Jakob Kyllesbech, der er fabrikschef i FMC Rønland, i udtalelsen.
- Vi vil gerne takke både medarbejdere og internt og eksternt beredskab for en både professionel, hurtig og sikker håndtering af hændelsen.
Politiet oplyste fredag middag, at hændelsen opstod i et laboratorium og var begrænset til en bygning.
Politiet modtog anmeldelsen fredag klokken 09.45.
RITZAU