Politiet rykkede sent torsdag aften massivt ud til en adresse i Rødby.

Det skete efter, at en ung mand i flere telefonopkald havde truet med at skyde et gidsel - med mindre politiet kom med det samme.

'Den slags bliver naturligvis taget yderst alvorligt,' skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi om det mulige gidseldrama i døgnrapporten.

Men da betjentene ankom, fandt de hurtigt ud af, at der bestemt ikke var en krisesituation, de stod overfor. Netop derfor var sagen alligevel særdeles alvorlig.

'Det viste sig dog at være en ualmindelig dårlig udgave af telefonfis, for på stedet traf politiet tre drenge i alderen 14-16 år, der forsøgte at stikke af fra politibetjentene, da det gik op for dem, at deres practical joke havde fået en slagside,' skriver politiet i døgnrapporten.

Betjentene fik indhentet drengene, som nu må indse, at de har lavet telefonfis med de helt forkerte.

For det er ulovligt og strafbart at få politiet, ambulancetjenester, redningsmandskab eller sø- eller luftredningstjenesten til at rykke ud uden gyldig grund.

To af de tre drenge blev anholdt og sigtet for misbrug af faresignal. Det kan give op til tre måneders fængsel. De anholdte er 15 og 16 år gamle.