Politiet har fredag aften ryddet Jomfru Ane Gade i Aalborg for mennesker, men klubber og barer er fortsat åbne.

Det skriver Nordjyske.

Gaden, der er centrum for byens natteliv, er i forvejen udpeget som et såkaldt hotspot, der er et område, man har særligt fokus på i forbindelse med coronavirus.

Nordjyllands Politi har tidligere nævnt, at man kan udstede et opholdsforbud på stedet, for at undgå at for mange mennesker stimler sammen.

Det er en af Nordjyskes journalister, der selv befinder sig i gaden, som beretter om politiets rydning.

Var du i Jomfru Ane Gade fredag aften fredag aften? Så hører vi gerne fra dig. Tip os på 1929@bt.dk

»Barerne har stadig åbent, men politiet har ryddet Gaden for mennesker, så alle dem, der stod i kø, er blevet fjernet.«

»De startede i den ene ende, og så gik de derned af,« siger han til mediet.

Et opholdsforbud betyder, at der ikke må tages ophold i det pågældende område. Derfor må man eksempelvis ikke sætte sig ned.

Men almindelig færden som for eksempel gå- og løbeture, hundeluftning i området er tilladt.

Personer, der ikke overholder forbuddet, kan få en bøde på 2500 kroner med det samme. Det er ikke nødvendigt at give et påbud først, har Rigspolitiet tidligere oplyst.

/ritzau/