Fredag aften har et bandeskyderi fundet sted i Næstved.

Det oplyser Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Skyderiet fandt sted klokken 18.40, da der blev affyret to skud mod en tatoveringsforretning i Næstved. En person med tilknytning til bandemiljøet har skudsår i låret og er bragt til Næstved Sygehus.

»Der er en person, der afgiver et skud, og den person, der er ramt, er ikke ramt ved en tilfældighed,« siger politiinspektør Kim Kliver til BT.

Han oplyser, at den ramte er en mand, som fredag aften er på operationsbordet.

»Vi ser på hændelsen med meget stor alvor, og vi kan forsikre, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at få bragt en så vanvittig og uacceptabel adfærd til ophør,« siger politiinspektør Kim Kliver i pressemeddelelsen.

Til BT oplyser han desuden, at der endnu ikke er nogen anholdte i sagen.

»Vi har ikke anholdt nogen gerningsmænd, men vi har en erfaring med, hvordan vi kan efterforske i det lukkede bandemiljø,« siger Kim Kliver.

Politiet har fredag aften talt med vidner, men hører meget gerne fra folk, der har set noget i forbindelse med sagen.

Såfremt du ved noget om sagen, kan politiet kontaktes på 114.