Gerningsmændene til skyderiet ved Krudttønden på Østerbro i København var bevæbnet med enten maskinpistoler eller ligefrem maskingeværer.

Det oplyste politiinspektør Jørgen Skov fra Københavns Politi lørdag aften ved en pressebriefing foran Politigården i København.

»Omkring kl. 15.33 beskød og sårede to bevæbnede mænd med enten maskinpistoler eller maskingeværer to livvagter fra PET og en uniformeret betjent. De tre politifolk er ikke livsfarligt såret . Derimod blev en 40-årig mand, der var til stede ved arrangementet, dræbt af skud. Han er foreløbig ikke identificeret, men var iført skjorteærmer og så ud, som om han havde været på stedet et stykke tid,« tilføjer Jørgen Skov.

PET-livvagterne åbnede ild mod de to gerningsmænd, der flygtede fra stedet ved at kapre en VW Polo fra en tilfældig bilist i området. Flugtbilen blev lidt før kl. 18 fundet efterladt på Borgervænget på Østerbro - omkring en km nord for gerningsstedet. Gerningsvåbnene er endnu ikke fundet, og store politistyrker jagter fortsat gerningsmændene.

Samtidig oplyser PET i en pressemeddelelse, at man betragter det blodige skyderi som et terrorangreb.

»Alt tyder på, at angrebet var planlagt, og omstændighederne omkring skyderiet peger på, at der er tale om et terrorangreb,« oplyser PET.