Syd- og Sønderjyllands Politi gennemførte torsdag flere færdselskontroller på Rømø.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Færdselskontrollerne skyldes, at der i weekenden afvikles Rømø Motorfestival.

»Et sådant arrangement trækker mange køretøjer til øen, og så er det naturligt, at vi også er til stede,« siger operativ leder af Færdselsafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi politikommissær Mads Bruhn Lund.

Motorfestivalen foregår på Lakolk Strand, og kun biler og motorcykler fra før 1947 må deltage, og lørdag afvikles et race på stranden.

»Det er en festlig begivenhed, men færdselssikkerheden skal også være i orden. Derfor gennemfører vi flere kontroller, hvor vi har fokus på både fart, køretøjernes sikkerhed og andre forhold,« siger Mads Bruhn Lund.

Han oplyser også, at der ved kontrollerne i dag generelt blev kørt pænt, så det blev kun til enkelte sager med overtrædelse af overhalingsforbud og manglende lovpligtige godkendelser.

Syd- og Sønderjyllands Politi vil gennemføre yderligere kontroller på Rømø de kommende dage.

Sidste år kom omkring 30.000 mennesker til Rømø for at se biler og race.

Rømø har normalt omkring 600 indbyggere.