Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

»Tøm nu den kasse, mand.«

Sådan slutter en 49 sekunder lang overvågningsvideo af et forvirrende røveri mod en kiosk på Stationsvej 31 i Nørresundby.

I videoen kan man høre gerningsmanden beordre kassen åbnet på forskellige måder ikke mindre end ni gange.

Manden bag disken forsvarer sig med, at han ikke kan åbne apparatet, og det ender da også med, at røveren selv langer ind over disken og begynder at trykke på tasterne.

Herefter hiver han et ukendt pengebeløb op og flygter ud af butikken i retning mod Nørresundby centrum.

Røveriet fandt sted lørdag 9. april klokken 14.31, og her to uger efter er Nordjyllands Politi altså stadig ikke nærmere at finde manden.

Derfor har de frigivet overvågningsvideoen og beder offentligheden om hjælp.

»Vi håber, at der er nogle borgere, der – ud fra stemmen – ved, hvem gerningsmanden er. Genkender man stemmen, der høres ret tydeligt på videoen, så skal man ringe til politiet på 114 – således at vi kan få ham retsforfulgt for sine handlinger,« siger politikommissær Kenneth Rodam.

Gerningsmanden var maskeret med elefanthue og parkacoat med hætten trukket op om ansigtet. Han brugte overtrækshandsker med skriften 'CUT' på.

»Det kan også være, at der er nogle, der genkender disse eller ved, hvorfra de stammer,« tilføjer politikommissæren.

Manden beskrives desuden som muligt dansk af udseende og dansktalende med lokal accent, cirka 180 centimeter høj og almindelig til kraftig af bygning.

Andre læser også