Tirsdag morgen kunne politiet rykke ud til en højst usædvanlig sag – en sag, der volder hovedbrud.

En medarbejder hos Carglass i den sønderjyske by Brunde fik sig nemlig noget af en overraskelse, da hans ene sko pludselig eksploderede.

Det skriver JydskeVestkysten.

Medarbejderen var i gang med sin morgencigaret, da hans ene sko tilsyneladende begyndte at opføre sig underligt.

Det kulminerede ifølge det lokale medie ved, at skoen eksploderede, så den fløj af mandens fod. Stålkappen fra skoen blev efterfølgende fundet i et træ.

Til JydskeVestkysten forklarer politikommissær Thomas Berg fra Syd- og Sønderjyllands Politi, at man ikke aner, hvad der er sket.

»Der er muligvis sket en eller anden form for selvantændelse, men vi ved det ikke,« fortæller han.

Ud over nogle mindre skader på sin fod, kom Carglass-medarbejderen ikke alvorligt til skade. Politiet arbejder fortsat på at finde ud af, hvad der skete, og man har blandt andet været i kontakt med kemikalieeksperter for at opklare den mystiske sag.