Søndag afgør Københavns Byret, om en 28-årig mand skal dømmes for drab på tre ældre beboere på Østerbro.

Da tre pensionister i februar og marts sidste år afgik ved døden i samme boligblok i København, var der ifølge de tilkaldte politipatruljer intet mistænkeligt ved dødsfaldene.

De efterfølgende ligsyn gav heller ikke anledning til løftede øjenbryn.

Men årvågne og undrende familiemedlemmer fik politiet til at dvæle ved først det ene dødsfald og siden de øvrige to.

Herefter blev en usædvanlig fortælling om rovmord udfoldet.

Da først Københavns Politi fik mistanke om, at en drabsmand havde været på spil i bebyggelsen på Vangehusvej på Østerbro, gik det stærkt.

En nu 28-årig mand blev anholdt og sigtet for drab.

Efter 15 måneder med efterforskning, juridisk arbejde og retsmøder med forklaringer fra 50 vidner nærmer drabssagen sig sin afslutning.

Søndag afsiger et nævningeting i Københavns Byret kendelse om skyld. Formentlig når nævningetinget også at nå til enighed om, hvilken straf den tiltalte skal have. Hvis han altså kendes skyldig.

Selv nægter den 28-årige mand sig skyldig i drab. Han har ikke kvalt Inez Hasselblad, Peter Jensen Olsen og Eva Hoffmeister alle i starten af 80erne sådan som anklagemyndigheden hævder.

Ifølge senioranklager Søren Harbo har den unge mand begået rovmord. De tre pensionister blev med gennemført kynisme kvalt, så han kunne frarøve dem deres betalingskort.

Anklageren kræver den tiltalte idømt livsvarigt fængsel.

Lange kontoudtog viser, at to af de ældres betalingskort blev brugt på biografbilletter, cafébesøg, pizza og taxature efter deres død.

Den tiltalte erkender at have misbrugt deres dankort. Men han har ikke gjort mere end det, har han fastholdt i retten.

I løbet af retssagen er der tegnet et billede af en formodet gerningsmand med en drøm om at gøre karriere i musikbranchen, som har venner og kæreste. Men som også har en mørk fortid.

Som den formentlig yngste nogensinde i Danmark blev han i 2011 idømt forvaring først i byretten og siden i landsretten.

Han blev dømt for som 17-årig at have voldtaget en 14-årig veninde samt for et voldtægtsforsøg og et drabsforsøg begået mod en af hans mors veninder.

Sagen endte i Højesteret, hvor den tidsubestemte indespærring blev vekslet til en langt mildere dom i form af syv års fængsel.

Det skete med henvisning til mandens unge alder.

En mentalundersøgelse, som er blevet fremlagt i Københavns Byret, har konkluderet, at manden er svært afvigende med stærke psykopatiske træk.

Det er usædvanligt, at en person tiltales for flere uafhængige drab. I tidligere drabssager med flere ofre har ofrene oftest været i familie med hinanden, og de er blevet slået ihjel på én gang.

/ritzau/