Fredag var der drama i bybilledet i Holstebro.

For her måtte politiet overmande en 14-årig dreng, som ikke lystrede.

Det skriver TV Midtvest.

Politiet ville gerne tale med den pågældende dreng, men det havde han ikke lyst til.

Herefter drønede han væk fra patruljen på et elektrisk løbehjul i kvarteret omkring Døesvej og Thorsvej.

Patruljen satte efter med tændte blå blink, og man råbte til drengen, at han skulle standse.

Jagten blev først bragt til ende i nærheden af Nørrelandskirken, hvor han stadigvæk ikke ville samarbejde med politiet.

Som konsekvens måtte betjentene til sidst bruge peberspray for at få den 14-årige til at falde til ro.

Grundet drengens alder kan han ikke straffes, men der blev taget en alvorssnak med hans værge.